Tiden i sig selv

Brev fra Fransksoir, ved ikke noget længere. Igen.

Bonjour Stig

Igen er tiden gået kapgang, måske med snyd, tænker den nogle gange ikke rørte jorden, men fløj med stiv krop i kunstige lange skridt over fornemmelsen af minutter, der kan tælles, men ikke føles som noget man får, men bare bliver stjålet gang på gang på kapgang.

Ved ikke hvor det skal starte, in medias res igen. NU starter det her!

Det der skete forstod jeg ikke, håber jeg forstår det om nogle dage. Fandt mig selv (i mine tanker) i den totale frihed, men det var ikke på Lolland, der huserer Ruth. Hun siger det er frit som sæbebobler, der aldrig imploderer, de flyver glansende op op op til den evige Gud, der ikke tager, bare giver dig tiden og forståelsen af heeelheeeden indeni den skrøbelige skal, hvor luften føles som tingen i sig selv, som masse, som varmen, der her ikke er al energis affald, men den absolutte meningsfuldhed, der dufter af Sarah Bernhardt.

Det var ikke Lolland, selv om der ikke findes støv langs panelerne, bare blåbær du kan spise dagen lang. Ruth er en tyv, jeg har danset med hende en nat, hun stjal mine bevægelser og tog dem til sin bevægelse mod alt det, der giver (mening), hvor musikken spiller tavshed og dansen forstummer, fordummer, forplumrer, for langt fra hummer, skørbugs-hunger i alle stunder runder hjørner med en cirkelbevægelse og fornægter, at der findes kanter, man ikke kan slibe af og sko med hæle, man ikke kan hugge (af) og tæer der ikke kan hakkes.

Jeg håber, håber jeg forstår det om nogle dage.

 Billede

DET JEG forstår er musikken. Ja, der var hele tiden røget whisky i glasset, det var så Gud halv fyldt ustandseligt. Stig, du skal høre den fede skaldede mand spille på guitar og råbe-synge sin og din sjæl ud. Som et møde med lige dén nymfoman efter 3 års cølibat. Du har din libido aller yderst på glasset, det er kondensen af isterningernes indvirkning på overfladen, vådt og glat, forfriskende dråber, der lige er ved at pible dine håndflader fri fra friktionen, der går du kan holde fast. Der er libidoen, den er hele tiden ved at blive tabt og hele tiden venter den på forløsning som en klirrende eksplosion mod gulvet og dine fødder. Men du taber det ikke, du holder fast selv om forløsningen og nymfomanen er ved at sprænge dine himle som et lyn og et brag hvor alting mistes. Sådan spiller han, den svedige mand, det er beskidt. Du har hele tiden lyst til at putte den ind og i en fart og peristaltisk lade væsken flyve og flyde. MEN du gør det ikke. Bare fordi du kan, gør du det hele langsomt, langsomt og du ved slet ikke hvornår og hvorfor det nogensinde stopper.  Med den magt spillede han Wave of Mutilation. Han tager sangens libido og fører den med akustisk sprødhed væk fra livets hurtighed og tvinger langtrukne ord ned over dig som en sæbeboble-hat, der gør dig smuk for beskueren, men sløver dit udsyn.

Du skal gøre det Stig, du skal høre det og mærke det.

Men du kan ikke, DET VAR I GÅR! Tiden er også lemlæstet, bølgerne har ført dig væk fra denne mulighed.

Pas nu på det ikke sker igen!

(Lolland og den allestedsnærværende metaforiske Ruth kan pludselig tage dig væk)

 Kærligst din ven Fransksoir

 

 

Ram din forståelse (ind)

Tiden æder håret væk fra begyndelsen af mit hoved.

Sådan startede jeg mit brev til Fransksoir. Men jeg fik ikke skrevet mere, det har været en kladde i lang tid, en kladde jeg har stirret mig blind på alt for længe. Frygten for, at min gamle ven var blevet så skuffet, at han ikke længere lystede mit venskab tog min tankekapacitet i så høj grad, at intet kunne udformes ud over denne sætning, brevet blev ikke til mere. Endnu. Men håbet er genskabt, håbet om venskab, troen på menneskers evner til at formidle opbyggeligt og skabe stærke sjælelige bånd.

Sortsyn på forståelse af tilværelsen

Sortsyn på forståelse af tilværelsen

Jeg fik et brev fra Fransksoir i går.

“Stig!

Og mod din forventning handler det ikke om dig Stig, men om dette imperativ, som måske af alle burde følge dig tæt i livet. Du hedder det!

Hvor store er rammerne for forståelse? Som en fodboldbane, som Armenien, som en Iphone eller mindre? Ændres de subjektive rammer for forståelse med alderen mon, eller er disse rammer prædefinerede (selv om nok så uudnyttede)?

Det var en tanke jeg fik, da jeg startede læsningen af min norske ven hr Loes seneste værk med det mærkelige navn. Stig, hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så er dine rammer for forståelse ikke gode nok. Måske har du en ramme, men det billede, der hænger i det, er grimt. Men jeg tror du ved det. Jeg fandt det for let. Finurligt, velsagtens.

Men efter jeg i maj var til Sørens fødselsdag, så forsvinder de fleste ord og tanker fra andre mennesker som håret fra dit hoved: erosion min ven, den altid irreversible trussel mod… alt.

Søren sagde igen til mig, at jeg kun kunne bryde ud af selvets fængsel ved at give det en retning. Give selvet en retning, Stig, hvad mener du? Op, ned, hurtigt frem og zig-zag? Men han forklarede processen således: Gamle ven, du må huske fortløbende at tænke over, at selvet skal forholde sig til sig selv. Det skal du hjælpe dit selv med. Det er ikke nok blot at acceptere vilkår og begivenheder for og i dit liv, du skal overveje om det fører et værdigt liv med sig.

Kig op! Stig i (be)vi(d)s(t)heden om dit liv og foretag nødvendige ændringer, skift kurs om nødvendigt. Det skal du gøre til den dag du dør. Kald det en forfærdelig opgave, kald det en sygdom, men kun ved erkendelsen af dette findes helbredelsen.

Stig, stig!

Hjulpet af Sørens kloge ord formulerede jeg nogle tanker til en gammel ven, heraf to spørgsmål

1) Har du glemt, at jeg er et rigtig menneske?

2) har du glemt, at du selv er et rigtig menneske?

Det er ingen hemmelighed, at disse spørgsmål ikke kommer ud af venligt samvær og fælles flyvning højt i whiskytåger. Nej, de kommer af hård landing et sted mellem udkanten af rammerne for forståelse og meningsløshedens golde slette. Jeg har været der Stig, hvis man lander hårdt dér, så er der lang vej hjem.

Du kender mig Stig, svarene kendte jeg i forvejen. Selv om de i ordlyd var anderledes end mine udlægninger, så var svaret på begge spørgsmål: JA!

Som en ørken vil dette “ja” runge tørt i evigheden, ingen tilbagevenden til fauna og farver, ingen idérigdom, ingen oprigtig glæde, kun giftige skorpioner under huden, ørken for evigt. Dette menneske har ikke længere en vej at gå Stig, pas på!

Fransksoir kan bære nag så tunge som flere dommedage, jeg er lidt tynget af hans hårde ord.

Sådan

Sådan

Men forventningen om et svar giver mig vinger, nye vinger. Jeg må skrive til ham, vi må mødes til et glas styrkende, styrkende, styrkende absint. Svaret skal fanges som en stormsvale fanger fisk:

Løbende på vandet og haps!

 

 

In medias res

“BONJOUR!”

Stod der øverst i brevet. Hvis man hidsigt kan sige goddag, så var det vist sådan ment. Tiden (en ting vi skal snakke om en dag) er gået uden varsel. Jeg har en kalender, men den er ikke som sådan retrospektiv, den siger mig nogle tal og nogle navne. 7 navne og ca. 31 tal igen og igen. Når tallene og navnene (+ 12 overskrifter) er blevet brugt, så bruges de igen.

Det er et slidt koncept.

Der stod ikke mere i brevet, der er gået noget tid, men i går fik jeg dette brev:

“Kære gamle ven, bonjour Stig.

Siden sidst har den lille del af verden vi bor i forbudt cigaretter med 1o stk. Man kan kun købe 20 stk nu. Det er et tegn på alt tings meningsløshed. Det er store ord Stig, jeg ved det, men det er i detaljen vi finder symptomerne, advarslerne. Dem, der tjener penge på cigaretter har tænkt, jeg har regnet deres tanker ud. Man skal ikke længere have lov at købe små pakker fordi man skal tvinges til at købe store. Ja, det er den banale tanke, der ligger bag beslutningen. Men beslutningen er formuleret således: vi skal undgå at unge mennesker køber de billige pakker med 10 stk i, vi skal imødekomme Folkesundhedens (en ny religion i dette lille land) krav. Vi skal passe på de små rygere og passe på deres små lunger. Det er hvad de siger til os Stig. Jeg orker næsten ikke at fortælle dig hvorfor dette ikke hænger sammen, jeg gider ikke. Men jeg kan fortælle dig, at dem, der laver lovene tjener flere penge på cigaretter nu. Jeg, og alle andre, der før købte 10 stk, køber nu 20. Og nej, vi deler dem ikke op og sparer på dem, vi ryger bare alle sammen, 20 i stedet for 10, yes. Flere penge til dem, flere sygdomme til os. Des mere sygdom og død, jo stærkere bliver troen på den nye religion.

 

Hvad får man ud af dette?

Hvad får man ud af dette?

Detaljerne, advarslerne er i tankegangen og retorikken. Stig, de tror vi er dumme. Og det er helt generelt, dem, der bestemmer, tror vi andre er dumme og at vi kun bliver dummere.

Men de har ret!

Det er bare svært at definere hvor dumheden starter, hvornår den er i gang, hvor den slutter, hvis den overhovedet gør det. In medias res eller blot evigt forandrende kaffegrums og blækklatter  (som lavalamper) der fortolkes på Rorschachsk manér i uendelige dimensioner?

Jeg vil prøve at finde ud af det Stig. I denne sag må jeg konstatere, at vi ikke har fortjent bedre, vi har valgt nogen til at bestemme over os, men har vi valgt rigtigt? Jeg tror det faktisk, men mangler vi så besluttere, der ikke er meget mindre dumme end os? Det tror jeg vi gør.

Derfor overvejer jeg at blive gift og få børn, jeg kan starte et nyt kuld, som ikke er så dumme. Jeg er ikke ung Stig, ikke længere. Vi har årtier i blodet, i vores blod, der er tykt som spæk og i vores venskab, stort og bølgende som havet, har vi gener og overleveret viden om dengang dumheden ikke var til, som den er i dag. Hjælp mig med at…”

Brevet sluttede her. Det var min gamle ven Fransksoir i en træt udgave. Igen er der sne, jeg vil foreslå en tur ud i den friske vind og minusgrader. Vi har brug for at mærke kulden sammen og igen finde varmen.

Jeg vil skrive til Fransksoir.

HÅBER!

 

 

Sort mening

Bonjour Stig

Som du ved ligger meningen med det hele på bundet af et glas. Du ved jeg drikker whiskey når jeg kan, men jeg har fundet noget øl lagret på whiskeyfade. Stig, god øl og whiskey er blevet venner i samme glas!

Bon!

Der var meningen. Den var sort. Og det er både problemet og det fantastiske. Sort suger alt ud af farver, og selv om meningen er i det sorte er den vanskelig at tyde. Sort på sort gør det ikke mindre rigtigt eller forkert, men bare interessant og tolkbart.

her er meningen

Det jeg så var:

Tænk på alle tings kausalitet, forstå det! Når du ikke kan PRØVER DU IGEN! Og det har jeg gjort. Spinoza mig her og Hegel mig der. Verdens styrende principper er en akkumulerende evighedsmaskine af ingenting som giver mening via italesættelsen af den subjektive perception af virkelighedsindtryk baseret på alt du ved og ikke ved.

Stig, det er et felt for rammerne for forståelse a priori og a posteriori af det hele. Vås? Nej, men det er det sorte med sort på, det jeg fandt på bunden af glasset. B L A C K.

Er du træt Stig?

Som min ven siger ”the little grey cells” skal arbejde.

Noget andet er:

I dag skete det, at jeg gik på Vesterbro. Ja, jeg gik, kun lidt weltschmertz i de aldrende ben. Og det gik. Jeg gik. Og så ting. Jeg så en hund der sagde som en kat, jeg så en due lægge en hundelort, jeg så et menneske flyve af sted i en overskyet solnedgang. Violetmensch. Træt gik jeg hjem og spillede det hele på guitar. Jeg vil spille det for dig når vi ses igen!

Det er en blues.

”Violetmensch, hvor flyver du hen?

Violetmensch, hvor flyver du hen?

Tager du altid til det samme sted,

Ses vi igen?

Violetmensch, du flyver igen

Violetmensch, du flyver igen

Pas på solens farlige varme

Og tænk dig derhen

Til det sorteste sted

på bunden af meningen”

(SOLO)

Skriv snart min ven.

Adjø!

Fransksoir

Har Røde Orm spist meningen?

Endelig fik jeg skrevet til Fransksoir.

“Fransksoir, bonjour!

Jeg er ikke intelligent.

Men jeg vil gerne lukrere på din viden om det hele. Først vil jeg høre hvilken musik du hører. Hvad hører du Fransksoir, hvilke ingredienser er der i din yndlingsmusiksuppe? Har du hørt den nye med Slash?

Mest kan jeg lide… Nej, lad mig høre din mening, fortæl mig hvilken musik der kan gøre mig klogere.

Jeg har hørt du har en ven der hedder Karl. Han har sagt, at man bruger chimpanser til at udføre farligt arbejde, fx på stilladser og i brandvæsenet. Men også at det skaber problemer i fagforeninger. Hvorfor?

Mit ærinde i dette brev er et helt andet. For nylig fik jeg et brev, desværre ikke fra dig, men jeg læste det med stor interesse. Det blev forsigtigt åbnet af Røde Orm. Den brevåbner min oldefar snittede af et gammelt stykke træ, der blev gravet op da man gravede Dytmærsken ud. Den i Randers. Den har tænder, men man bruger dens skarpe bug til at skære brevet åbent. (er der symbolik i det?)

Røde Orms bror. Brune Orm

Fordi jeg har sendt et brev, har jeg nu fået et brev.

MANGLENDE PORTO SERVICEBREV

Kære kunde.

Du har sendt en forsendelse, hvor du desværre ikke har sat tilstrækkeligt porto på blablablabla…

Du kan se fotos af forsendelsen på bagsiden af dette brev. (og Fransksoir, på bagsiden af brevet findes to fotos af det brev jeg sendte + en masse gram + en masse priser!)

Vi opkræver normalt den manglende porto og et administrationsgebyr for forsendelser, som er frankeret med for lidt porto. DET HAR VI VALGT AT SE BORT FRA DENNE GANG. (sic!)

Blablablabla….

Din forsendelse er videresendt til modtageren uden forsinkelse.

Med venlig hilsen Post Danmark.


En gang fortalte du mig, at hvis jeg følte mig for stor i/til verden, så skulle jeg bare starte med at tælle til 6 milliarder. Det tager meget lang tid. Du sagde også, at når jeg rundede én milliard kunne jeg overveje, om et enkelt tal kunne undværes uden konsekvenser. Det ved jeg ikke om det kan. Men når et menneske har skrevet ovenstående brev til mig, er der så for mange mennesker til? Er der for lidt mening i verden til at give alle en fornuftig opgave i livet? Måske er meningen brugt op, eller i hvert fald fortyndet og hældt på meget små glas.

Gid du kan bringe troen på mening tilbage Fransksoir.

Din hengivne

Stig”

Hvaltaburet

“Bonjour Stig!

Jeg har rejst. Du tænker på mig, du tænker på hvad jeg kan og hvordan min intelligens flyder. Den flyder vildt og min hukommelse giver mig forskellige intelligenser til forskellige tider. Den er et vildt hav og nogle gange flyder hjernebarken over og oversvømmes til næste hjerneebbe.  Ting skylles op og bliver liggende, andre gange samler jeg op.

I dag husker jeg en episode fra 1895. Om det er intelligent må du vurdere, jeg tror ikke det er.

En lille bygd med 200 mennesker oplevede noget usædvanligt. Bygden lå på en ø midt i et stort hav.  Nogle mænd så en stor ting flyde vippende på havet. De frygtede et skibsforlis, straks bemandede de både til at sejle ud og undersøge sagen. I denne del af verden fandtes fugle, fisk og små hvaler. Ikke store hvaler. Men til deres overraskelse fandt de en 20 meter lang blåhval på havet. Den var død. Det var et mystisk fund på denne egn, mændene besluttede at binde reb om halen og trække det store dyr til lands. Stig, en blåhval er enorm! Det var svært, strømmen var hård, skibene små med udmattede mænd. I løbet af tre tidevandsskifte fik de hvalen på land. Men blåhvalen var ikke alene. Kort efter hvalens landing på øen ankom et hvalfangerskib. Kaptajnen krævede hvalen, han var den eneste hvalfanger i området, derfor måtte hvalen være hans. Det er jo ikke logik, sagde mændene i bygden. VI har kæmpet med at lande hvalen og fortjent den. Det blev til en mindre retssag, og med trusler om vold fra begge sider endte det med et pudsigt forlig. Bygdens mænd skulle betale 400 kr. for hvalen, ellers tog hvalfangeren dyret med. De betalte og ejede nu en blåhval. Nok var de fiskere, men en blåhval er ikke en hvilken som helst fisk Stig. Det tog tid at skære den op. Det skar 50 tons spæk af, som de kunne sælge til brændsel. Men hvalen rådnede, intet kød kunne spises. Den lå i mange måneder og rådnede væk.

Da skelettet var helt blottet besluttede de at skære rygsøjlen i stykker. Alle i bygden fik et stykke søjle og brugte dem som taburetter i deres køkkener. Ti år senere havde bygdens folk siddet på blåhvalrygsøjletaburetter og tænkt nok. Vi bruger underkæben som byport! De rejste kæben og indviede den da kongen kom på besøg.

uden papegøje omkring

Stig, jeg har gået gennem denne port. Sidst jeg gik igennem besøgte jeg en intelligent mand. Han kunne skrive tal spejlvendt ligeså hurtigt jeg kunne sige dem. Han sad overfor mig på en taburet med et stykke papir. Og så hurtigt jeg kunne sige syvhundredefireogtredstusindethundredeognioghalvfjerds havde han skrevet det, så jeg kunne læse det overfor ham. Jeg var imponeret. Han fortalte, at hans hjerne var så skarp fordi han spiste intelligent kost. Den dag fik vi en slags papegøjer, de blev udhulet og fyldt med sandkagedej, kogt i halvanden time og spist med kogte kartofler.

Hverken i hjerne eller flod flyder det samme vand to gange Stig. Husk det!

Fransksoir”

Er PAF et onomatopoietikon eller en tilstand? Der er jeg nu. Fransksoir?

ko(s)møg

Fransksoir, Fransksoir, Fransksoir…

Han er kommet til et sted i sit liv hvor han altid køber ti-styks i stedet for tyve.

”Stig, jeg ryger mindre og jeg får mere motion. Hvorfor skal jeg bruge langt over 30 kr. pr. gang når jeg kan nøjes med ca. 14 kr.? Mine weltschmertz-ben har godt af den tur ned ad trapperne og op igen. Flere ture om dagen, det gør mig så godt.

ikke den ko

Nu skal du høre en lille historie. Jeg spiste bøffer i går, det smagte fantastisk og jeg lavede kartofler og bearnaise til. C’est bon mon amis! Jeg spiste to store bøffer. Men i dag tænker jeg over det, og måske der venter dig et lille chok. På emballagen stod der:

Dette lækre oksekød stammer fra en stor Limousineko. Den levede godt sammen med andre dejlige køer og den fik græs fra jorden og den bedste drikke. For to uger siden skulle den kælve. Kalven kom ud, men det gjorde hele underlivet også. Mange mænd forsøgte at putte underlivet ind i koen igen, de stod i blod til anklerne og masede med kalv og indersiden af ko. En dyrlæge måtte tilkaldes for at skyde kalvens mor en kugle for panden. Den flotte ko blev slagtet og nu kan du spise det dejlige kød.

Stig, jeg har traumekød i mine tarme. Men verdens gang er sådan! Den enes død, den andens kød.

Jeg hentede 10 skønne cigaretter efter middagen. I dag venter jeg på de peristaltiske bevægelser.

Fransksoir

Shining star

Du er så rar

I dit badekar

I aller højeste grad bonjour Stig, jeg fik dette digt med posten forleden. Fra en anonym. Det er ikke første gang jeg får digte, men dette rammer mig i hjertet med søde stik. Som en bi der sprøjter honning i stedet for gift.

Himlen er mest blå, lykken passerer som skyer henover og under.

Snart skal vi mødes!

Bonjour,

Fransksoir”

Papiret dufter af lavendel og jeg må spadsere mens jeg tænker over dyrene. Hvad skal jeg skrive til ham?

Det første jeg tænker på er flydende intelligens. Hvad mon Fransksoir har?